Er du i tvivl om du drikker for meget? Så er du ikke alene.

Sundhedsstyrelsen estimerer, at cirka 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, mens cirka 140.000 danskere er afhængige af alkohol.

Det er rigtig, rigtig mange. Du er ikke alene.
Desværre føler du dig måske alligevel ensom og skammer dig. Hvis du ved, at alkohol eller dit forbrug af alkohol skaber udfordringer i dit liv  – så har du et problem, som du fortjener at få hjælp til at løse.

Alkohol er ikke dit problem

Selvom du tror, at alkohol er dit problem, så tager du fejl. Dit reelle problem er ikke alkohol. Du bruger alkohol som løsning på dit problem og derfor har du brug for hjælp til at finde ud af hvad, der er årsagen bag, så du kan blive fri heraf.

Nogle alkoholafhængige siger, de er i tvivl om deres forbrug er ”slemt” nok til at få hjælp. Hertil kan man kun svare en ting: Lad være med at vente for længe.
Problemer løses hurtigst, når de tages i opløbet. Ingen behøver behandle sig selv så skidt, at det skal blive rigtig slemt, før de får hjælp.

Et tydeligt tegn på at du har brug for hjælp til alkoholafvænning er, når du enten lyver om eller skjuler dit forbrug. Når du indretter din hverdag efter dit forbrug. Når du føler du skuffer – dig selv og/eller andre – på grund af dit forbrug. Så skal du bede om hjælp.

 

Kig på dig selv – ærligt

Rigtig mange alkoholafhængige går længe før de indser, at de er blevet afhængige og lider af alkoholafhængighed. Det er ganske naturligt. Vi mennesker er ofte meget bedre til at se hvad andre gør galt end os selv. Sikkert fordi, vi er meget mere trænet i det end i at kigge indad.

Er du i tvivl om du har en alkoholafhængighed, så er første alarmklokke, at du selv tvivler. Det ville du i hvert fald ikke gøre, hvis du med sikkerhed vidste, at du ikke drak for meget.

Symptomer på alkoholafhængighed

Herunder har vi listet 10 af de typiske symptomer som klienter fortæller om deres liv, før de fik hjælp med behandling af deres alkohol misbrug.

  • Du drikker ikke for smagen og nydelsens skyld. Du drikker for effekten. Typisk bruger du (måske ubevidst) alkohol til at dulme dine følelser så som stress, angst, præstationspres, rastløshed eller bekymring.
  • Du drikker alene. Alkohol er oftest i ledtog med noget socialt, så hvis du drikker alene skal du være opmærksom på hvorfor.
  • Du drikker i hverdagen. Selvom alkohol normalt tilhører middage og festivitas kan du sagtens drikke kl. 10 eller 14 på en helt almindelig tirsdag.
  • Du skjuler dit forbrug. Måske har du gemmesteder i hjemmet eller garagen eller måske hælder du alkoholen over i andre beholdere, som ser alkoholfri ud.
  • Når du begynder at drikke, ender du ofte med at blive en hel del mere påvirket end du havde planlagt.
  • Mennesker tæt på dig bebrejder dig dit forbrug og i har mange diskussioner eller skænderier om det.
  • Du har prøvet at begrænse dit forbrug, men uden succes.
  • Du forsømmer det, du skal. Det kan være alt fra studier og jobs, til at se børnene spille fodbold eller andre hverdagsforpligtelser.
  • Du oplever at få blackout i forbindelse med dit drikkeri.
  • Du har gentagne gange lovet dig selv eller dine pårørende at drikke mindre, men det lykkes ikke

Hjælp til Alkoholafvænning

Alle borgere har ret til gratis og anonym alkoholbehandling inden for 14 dage gennem et godkendt behandlings tilbud. Det koster dig intet uanset, om du har brug for ambulant eller døgnbehandling.
Mange tror fejlagtigt, at de kun kan få kommunal hjælp. Det er ikke korrekt. Et behandlingstilbud skal passe den enkelte og derfor er det vigtigt at finde et tilbud, der passer dig.

Moderne alkoholafvænning

Der er sket meget indenfor alkoholafvænning de seneste år og mange af de tidligere kendte modeller er dalet i popularitet, da det holistiske menneskesyn og syn på trivsel også spiller mere og mere ind i misbrugsbehandling.
Det viser sig blandt andet ved at de mere moderne behandlingssteder tilbyder yoga, mindfulness og generel psykoedukation. Et godt eksempel herpå er behandlingscentret Alfa Fredensborg 

Alkoholafvænning, sundhedsloven og dine rettigheder

Dine rettigheder til hjælp med dit alkoholforbrug står skrevet i Sundhedsloven. Det betyder kort sagt, at du altid kan få gratis hjælp til dit alkoholmisbrug – anonymt.
Sundhedsloven § 141 giver borgere med alkoholproblemer fire rettigheder:

  1. Tilbud om gratis alkoholbehandling
  2. Mulighed for at henvende sig anonymt
  3. Garanti for at behandling iværksættes, senest 14 dage efter man har søgt hjælp
  4. Mulighed for frit valg af alkoholambulatorium, uanset hvor man bor

(kilde Alkohol og Samfund)

Latest posts by Henriette Jensen (see all)